34 borgmestre advarer ministre: Drop fire affaldsforslag
34 borgmestre sendte i går et fælles brev om affald til finansminister Nicolai Wammen (S), klimaminister Dan Jørgensen (S), miljøminister Lea Wermelin (S) samt ordførerne i forligskredsen bag den affaldsaftale, som blev indgået i juni 2020.
Parterne forhandler i disse uger om det lovforslag, som skal udmønte aftalen. Som tidligere omtalt kritiserede både KL og Dansk Affaldsforening i januar lovforslaget for at være mere vidtgående end det, som blev aftalt i 2020. Og siden er nye forslag kommet til i forhandlingerne, som især handler om at undgå, at det bliver meget dyrere for borgerne, når der fremover skal indsamles ti slags affald.
Fire af disse tiltag bør hurtigst muligt tages af bordet, lyder opfordringen fra de 34 borgmestre. De mener, at tiltagene vil modvirke den grønne omstilling og dermed altså virke modsat det, som alle er enige om skal ske.
Prisloft vil fjerne ansvar
For det første er borgmestrene imod et forslag om at indføre et prisloft på affaldsgebyrerne.
"Prisloftregulering vil betyde, at kommunalbestyrelserne ikke som nu kan træffe beslutninger på affaldsområdet om øget service, genanvendelse eller klimabeskyttelse uden først at søge om godkendelse hos embedsmænd i Forsyningstilsynet, hvis beslutningerne medfører omkostninger udover prisloftet. Dermed fjernes ansvaret for affaldsopgaven fra kommunerne og lægges reelt i Forsyningstilsynet," står der i et notat til borgmestrenes brev.
Det kan fx være et ønske om, at skraldebilerne skal køre på el, at førerhusene skal være indrettet, så føreren nemt kan se cyklister og fodgængere, eller at der skal kommunikeres mere til borgerne om sortering.
Hvis prisloftet betyder, at man ikke må tømme genbrugsbeholderne oftere end i dag, kan det også give overfyldte beholdere og få borgernes tillid til affaldsordningerne til at falde, advarer borgmestrene.
Trængsel af skraldebiler
Et andet forslag, borgmestrene opfordrer til at tage af bordet, handler om at fjerne pligten til at benytte sig af den kommunale affaldsordning for visse grupper og lade dem vælge private ordninger.
"Hvis benyttelsespligten fjernes for fx boligejendomme, åbner det for, at private vognmænd kan komme ind og via cherrypicking yde de nemme services og overlade de mere besværlige og omkostningstunge affaldsfraktioner til kommunerne. Det vil medføre øgede omkostninger for de borgere, der ikke melder sig ud af de kommunale ordninger," advarer borgmestrene.
De peger desuden på, at parallel affaldsindsamling fra mange forskellige vognmænd kan give trængsel af affaldsbiler på vejene til gene for den øvrige trafik. De private vognmænd vil heller ikke være underlagt krav om, hvornår på dagen de må hente, og om deres biler skal være eldrevne.
Nej til tvangsudbud
Som et tredje punkt advarer borgmestrene mod at kræve, at der skal gennemføres tvangsudbud af affaldsindsamlingen. Det bør være op til lokal selvbestemmelse at afgøre, hvilke løsninger der passer bedst i den enkelte kommune, mener de.
Mens mange kommuner har gode erfaringer med at udbyde opgaven, har andre valgt at hjemtage den, og nogle af dem har sparet penge ved at gøre det. Desuden har mange kommuner investeret stort i skraldebiler og faciliteter til mandskab og opladning, og de vil gå tabt, hvis der bliver udbudstvang.
Og endelig som det fjerde punkt advarer borgmestrene mod at selskabsgøre alle kommunale affaldsydelser. Forslaget bunder i en skatteafgørelse om moms, men det kan i stedet løses ved at lade affaldsområdet få momsrefusion, mener de.
Borgmestrene forsikrer i deres brev, at de deler ambitionerne i affaldsaftalen, og at drøftelserne i aftalekredsen også rummer initiativer, som de bakker op om.
"Vi indgår meget gerne i den videre dialog," slutter de.
Disse borgmestre er underskrivere på brevet
Steen Christiansen (S), Albertslund
Karsten Längerich (V), Allerød
Jesper Würtzen (S), Ballerup
Kenneth Gøtterup (K), Dragør
Jesper Frost Rasmussen (V), Esbjerg
Steen Wrist (S), Fredericia
Michael Vindfeldt (S), Frederiksberg
Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn
Ole Bondo Christensen (S), Furesø
Michael Fenger (K), Gentofte
Trine Græse (S), Gladsaxe
Kasper Damsgaard (S), Glostrup
Kirsten Jensen (S), Hillerød
Anders Wolf Andresen (SF), Hvidovre
Benedikte Kiær (K), Helsingør
Thomas Gyldal Petersen (S), Herlev
Morten Slotved (K), Hørsholm
Merete Amdisen (S), Ishøj
Martin Damm (V), Kalundborg
Knud Erik Langhoff (K), Kolding
Sophie Hæstorp Andersen (S), København
Line Barfod (Ø), teknik- og miljø, København
Sofia Osmani (K), Lyngby-Taarbæk
Johannes Lundsfryd Jensen (S), Middelfart
Peter Rahbæk Juel (S), Odense
Torben Hansen (S), Randers
Ann Sofie Orth (K), Rudersdal
Britt Jensen (S), Rødovre
Allan S. Andersen (S), Tårnby
Henrik Rasmussen (K), Vallensbæk
Frank Schmidt-Hansen (K), Vejen
Jens Ejner Christensen (V), Vejle
Thomas Kastrup-Larsen (S), Aalborg
Jacob Bundsgaard (S), Aarhus
Flere af de forslag, som diskuteres i forligskredsen, stammer fra en rapport, som Deloitte lavede sidste år for Energistyrelsen. Den kan findes her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.